Hvad er minimalisme?

Minimalisme handler om at fokusere på det vigtige og fjerne det overflødige. En minimalist er en person der udøver minimalisme.

Minimalisme kan handle om at leve (mere) i nuet og bekymre sig mindre om fortid og fremtid; om kun at beholde de ejendele man virkelig er glad for; om at planlægge sin tid bedre og ikke proppe sin kalender; om at være sammen med de rigtige mennesker; om at spise mindre og sundere. Det kan være, og er, rigtig mange forskellige ting for mange forskellige mennesker. Så hvis du synes du ikke er nok til stede, eller at du drukner i ting og aftaler eller gerne vil leve et sundere liv men ikke helt ved hvordan du skal finde tid og energi til det, så er minimalisme måske noget for dig?

Minimalisme handler også om at finde ind til hvad man synes er vigtigt i sit liv, at finde sine værdier og at være tro mod dem. At leve bevidst. At turde at være et individ med egne holdninger og måder at leve sit liv på, også selvom det afviger fra normen.

Minimalisme er ikke én bestemt levevej eller et regelsæt, men nærmere en tankegang. Hvordan en minimalist vælger at leve sit liv er meget individuelt. Der er dog visse fællestræk i det voksende, globale community af minimalister.

Minimalismens mange ansigter

I de sidste år er der opstået et stort community af minimalister der skriver blogindlæg, udgiver bøger, bruger nettets mange muligheder til kommunikation eller mødes og snakker sammen. Vi er (heldigvis) ikke alle ens, og derfor er det forskelligt for enhver hvad minimalisme er. Så hvad kan minimalisme betyde?

Fysiske ejendele

For mange startede rejsen ind i minimalisme med at ville rydde op i de fysiske ejendele. Hjemmet er rodet, det er besværligt at gøre rent, alt ligger og flyder, det er pinligt at invitere gæster over uden først at rydde ordentligt op. Men det er rigtig svært at rydde op når man ejer så mange ting at der ikke er plads til det hele. Det naturlige næste skridt er derfor at finde ud af om det mon er muligt at have færre ting? Svaret er for det meste ja, og for mange minimalister handler det om kun at beholde de ejendele der er nyttige eller som man er glad for, og give slip på alt det, man ellers mere eller mindre frivilligt har samlet igennem livet.

Tid

Vores tid på denne jord er begrænset, og vi vil alle udnytte tiden bedst muligt. Det betyder desværre ofte at prøve at nå så meget som muligt, at fylde kalenderen med ting man skal nå, ting man gerne vil nå, møder og aftaler i én uendelighed. Nogle gange kan det være godt at træde et skridt tilbage og finde ud af hvad man egentlig gerne vil bruge sin tid på. Måske skal der også bare være tid til at lave ingenting? Til at sidde på en blød stol og kigge ud af vinduet? Til at snakke med sin partner eller en god ven, fordybe sig i en samtale uden at skulle tænke på det næste man skal nå? Minimalister fokuserer på at blive gladere ved at skære de overflødige aftaler væk.

Sociale relationer

Vi er alle en lille del af et stort netværk af mennesker, der kender hinanden på kryds og tværs. Vi tæller vores Facebook-venner i hundreder og kan i princippet tale med hele verdens befolkning på tværs af kloden lige når vi har lyst. Men der er nogle relationer der betyder mere end andre. Hvem er det egentlig man gerne vil bruge sin tid sammen med? Hvem er det man vil være der for? Måske lige så vigtigt, hvem er det man egentlig helst ikke vil have noget at gøre med (mere)?

Hvad er minimalisme for dig?

Du læser nok denne side fordi der er noget du er utilfreds med, noget du gerne vil ændre, og at du tror den minimalistiske tankegang måske er noget for dig. Fedt! Velkommen til! 😁 Jeg vil dog advare dig: din familie og dine venner vil måske i starten undre sig, når du giver halvdelen af dine ting væk og pludselig er et gladere menneske. Man bliver bidt af denne måde at leve på, og det er heldigvis en god ting. Jeg håber du finder svar på dine spørgsmål, og at du finder ligesindede mennesker der kan være med til at åbne dine øjne for en lidt anderledes måde at leve livet på. Og selvfølgelig, at du finder ud af hvad minimalisme er for dig.

« Træk vejret
Min start »