Minimalisme handler for mig også om at leve bevidst, om nogle gange at genoverveje éns vaner og ting man gør, og se om der er noget man har lyst til at ændre eller helt udelade. Med “godt nytår” stadig ringende i ørerne vil jeg i dag skrive lidt om mine alkoholvaner.
Om vi vil det eller ej er alkohol en integreret del af den danske kultur. Når vi fester, når vi holder påskefrokost, når vi holder en hyggelig aften med gutterne, så er der ofte alkohol involveret på den ene eller anden måde. Vi starter tidligt og drikker meget.
Jeg var 15 år gammel da jeg var fuld første gang, til julefrokost i 9. klasse. Nogle steder i verden ville det nok betragtes som uhyre tidligt, men jeg var endda én af de sidste i klassen der prøvede det. Jeg syntes det var vildt sjovt, og lige siden har alkohol været en fast del af mit sociale liv.
På det seneste er jeg dog begyndt at være meget mere opmærksom på mit forbrug.
Så hvorfor drikker vi, eller rettere, hvorfor drikker jeg? Jeg har i lang tid bare brudt mig godt om følelsen, og associeret dét at drikke alkohol med en masse positive følelser: venskab, glæde, kærlighed, løssluppenhed. Men nu, fjorten år efter min første tår, synes jeg det er tid til en reevaluering.
Der er ingen tvivl om at jeg godt kan opnå de følelser uden alkohol. Jeg kan være glad, kærlig og løssluppen i de rigtige rammer. Jeg kan opnå en intens lykkefølelse til en god koncert, eller sammen med min kæreste. Så måske er det bare blevet en vane? Men er der så gode grunde til at lade være?
Alle ved at alkohol ikke er godt for kroppen, sindet og vores helbred, og ellers kan Sundhedsstyrelsen nok fortælle lidt om det. Men som med så mange andre ting i livet handler det om at forbruge med måde, om ikke at overforbruge. Det handler om at kende til fordele og risici og træffe et informeret valg; med andre ord at drikke bevidst. Fordelene har jeg allerede været inde på, så hvilke negative aspekter er der, og er det det værd?
Jeg vil i højere grad prøve at respektere min krop, at forblive i godt helbred mens jeg stadig kan gøre noget ved det. Når kroppen er ung og rask kan den klare meget, men allerede nu, i en alder af 28 år, kan jeg mærke at tømmermændene er værre (eller i hvert fald føles sådan), at mavefedtet er blevet endnu lidt sværere at komme af med. Jeg er på ingen måde interesseret i at få ølmave. 😉
At leve bevidst kræver som udgangspunkt at kunne styre hvordan man lever. Hvis der er kommet for meget indenbords er det ikke nødvendigvis længere muligt, og mange af de ting jeg har fortrudt eller skammer mig over her i livet har jeg da også gjort i plørefuld tilstand. Derudover har jeg en tendens til at miste hukommelsen af begivenhederne når promillen har været for høj. Det var sjovt engang, men nu er det egentlig mest ubehageligt. Er det noget jeg vil ha’ i mit liv? Hvis jeg ikke kan huske de gode stunder, har de så nogen værdi?
Det kræver dog også sit at sige nej. Jeg vil ikke ekskluderes fra fællesskabet, og det er meget vigtigt at få kommunikeret valget på den rigtige måde. Jeg vil ikke se ned på andre der nyder at drikke sig fulde, ligesom jeg selv har gjort i mange år, jeg har bare ikke lyst til det længere. Fordelene opvejer, for det meste, ikke længere ulemperne for mig.
Men jeg elsker stadig en lækker øl eller et godt glas rødvin, ligesom jeg stadig værdsætter det fællesskab det kan være med til at samle, ligesom god mad i øvrigt også kan. En lille brandert i ny og næ gør mig ikke noget, til lejligheder som nytår eller på festival, eller måske bare engang imellem sammen med gode venner. Jeg tror bare det for mig er på tide at sætte kvalitet over kvantitet det meste af tiden.
Kommentarer eller spørgsmål? Lyst til at fortælle din historie om alkoholvaner som andre kan lære af? Send mig en email.