De kedelige dokumenter

Jeg har tidligere altid beholdt breve fra pensionskassen, fra forsikringsselskabet, kommunen, mobilselskabet og alle de andre steder, der elsker at sende mig mere eller mindre relevant information. Et par ringbind fyldt med A4-ark blev det efterhånden til, og selvom jeg ryddede ud i dem engang imellem var det som om der stadig altid var for meget indhold i dem. Og selvom det næsten føltes vanhelligt på daværende tidspunkt, besluttede jeg en dag at smide de fleste af papirerne væk. Det overraskende? Jeg har aldrig haft brug for dem. Det har aldeles intet ændret i min hverdag, bortset fra jeg nu ikke længere behøver have et eneste ringbind stående derhjemme.

Der er stadig papirer jeg har beholdt, såsom mine identitetspapirer, eksamenscertifikater osv., men det er overraskende få. Hvis jeg får et brev i postkassen med information jeg tænker vil være nyttig i den nærmere fremtid, men som jeg ikke behøver beholde originalen af, “scanner” jeg det med min mobil og smider papiret ud med det samme. Jeg bruger en genial lille app ved navn Scannable, som ikke alene tager et billede af brevet, men skærer alt det overflødige ud af billedet, korrigerer for skæve vinkler og også forøger kontrasten så teksten er let at læse. Det kan så alt sammen sendes med en email eller f.eks. gemmes i Evernote, hvor jeg i øvrigt gemmer rigtig mange af mine noter, dokumenter og andre digitale ejendele. Det smarte ved Evernote er, at man der kan søge i teksten i billeder, pdf’er osv., så de to (Scannable og Evernote) er et rigtig smart makkerpar.

Hvad med email?

Men det er jo ikke al kommunikation der dumper ind ad den fysiske brevsprække mere. Email har eksisteret i årtier, og i de seneste år er det hos mange virksomheder blevet muligt helt at frabede sig den fysiske post og udelukkende få fakturaer osv. via email. Modsat den ikke-digitale verden er det utrolig nemt at gemme alle emails, og hos Gmail og co. bliver det aktivt opfordret aldrig at slette noget. (Det bliver solgt som nemt, bekvemt og gratis at arkivere alting, så det let kan findes igen, så der er ingen grund til at lade være. Fidusen for dem er selvfølgelig, at de store mængder arkiverede emails kan analyseres og bruges til at vise os målrettede reklamer.) I hvert fald er de fleste af os nok vænnet til ikke at slette digitale ting så længe der stadig er plads. Jeg gjorde det også lige så længe jeg kan huske, men det er jeg også holdt op med. Halvt som eksperiment og halvt som digital oprydning slettede jeg hele mit email-arkiv, og siden har jeg kun haft en inbox, som jeg forsøger at holde så kort som mulig. Der ligger emails jeg stadig skal forholde mig til, og når jeg ikke længere skal det bliver de slettet. Jeg tog godt nok en backup inden jeg tog springet, men den har jeg ikke haft brug for. Nu kan jeg så føle mig fjollet over at have brugt alle de timer på at slæbe det digitale arkiv med rundt til de forskellige steder jeg har haft mit email-hjem i årenes løb. 😉

Livet uden bunkerne

Det at eje langt færre papirer, digitale som fysiske, har gjort at jeg ikke længere skal bruge tid på at arkivere dem, sortere dem, smide dem ud, (gen)læse dem, slæbe dem med rundt eller tænke på dem, og det synes jeg er overraskende befriende. Det er endda sjovt at se hvor lidt jeg kan klare mig med. Prøv det! Det kan være du også bliver overrasket.

« Mine ejendele
En samling forsvinder »